Oppstandelsen – noen "kjetterske" tanker

Vår beste kunnskap sier oss at en fysisk oppstandelse fra de døde er en umulighet. Det sannsynlige er knyttet til hva som er historisk troverdig - og i forbindelse med påstanden om en fysisk oppstandelse fra de døde også om hva som er biologisk troverdig.

En mer fordomsfri – eller "fritenkersk" - måte å nærme seg problematikken på, kan være å skille mellom historiske, religiøse og metaforiske sannheter.  Jesu oppstandelse kan oppfattes som en religiøs sannhet, selv om den ikke er historisk sann – som et mysterium som bare troen kan gripe. Den kan også oppfattes metaforisk. Det kommer jeg tilbake til – etter en liten omvei.

Den danske filosof og etiker Mogens Pahuus har i boken Livet selv (forlaget Philosophia, Århus 1993) presentert en "livsfilosofisk" tolkning av kristendommen som han innledningsvis kaller "et forsøg på at formulere en konsekvent ikke-metafysisk tolkning af kristendommen. En immanent gudsforståelse".  I et av kapitlene omtaler han, delvis parafraserende, den tyske teologen Herbert Braun (en av Rudolf Bultmanns elever) bl.a. slik (s. 116-117):

"Braun vil ikke sige, at det er meningsløst, når det i traditionen siges om Jesus, at han var Guds søn, og at han er opstanden fra de døde, og at han som den Guds søn, som døden ikke kunne fastholde, besidder en tidløs magt. Men han vil sige, at sådanne udtryk. altså f.eks. opstandelse, er en 'gammelkristelig udtryksform og ydermere en omverdensbetinget udtryksform, hvori man formulerer den autoritet, som Jesus vandt over mennesker. Vi kan i dag ikke opfatte denne udtryksform som forpligtende for os selv. Men den autoritet, som disse udtryksformer tilskriver Jesus, kan meget vel være bindende for os i dag'."

Og i et senere avsnitt:

"Derfor bør vi tage os i vare for at spørge om et menneske kristelighed og dømme om denne ud fra, om han anser Jesus for Guds søn eller tror på Jesu opstandelse - for nu at nævne de mest yndede testspørgsmål. Og bliver vi selv spurgt ud på denne måde, skal vi ikke ængstelig vige tilbake, men svare klart: I den bogstavelige betydning, hvori disse titler bruges i Det nye Testamente, kan jeg ikke overtage dem. - Skulle jeg overtage dem, da måtte jeg sammen med dem overtage antikke tænke- og forestillingsformer. Og det kan jeg ikke".

Herbert Brauns forståelse av oppstandelsen ligger, dersom jeg tolker det rett (men nå er jo ikke jeg teolog) et sted mellom det religiøse og det metaforiske - og her skiller han og Mogens Pahuus lag.  I Pahuus' "livsfilosofiske" kristendomsforståelse forstås det mirakuløse i evangeliene konsekvent metaforisk.  Gud er en metafor for "Livet selv", og forestillingen om Jesu oppstandelse må følgelig også bli et metaforisk anliggende.

Om jeg så, i forlengelsen av Pahuus' tenkning, skal foreslå en måte å tolke Jesu oppstandelse metaforisk på, kan det for eksempel se slik ut:

Dersom Gud tolkes som en metafor for "Livet selv", kan den historiske personen Jesus forstås som en reformator med et nytt og revolusjonerende budskap om hvordan "vi mennesker er ubetinget og udelt krævet eller forpligtet i forhold til andre mennesker" (Pahuus, s. 115).  Og begrepet "nåde" kan forstås som den "grundtanke (…) at vi mennesker lever ud af en uudtømmelig rigdom i vort liv, som vi ikke har os selv at takke for, men som kommer til os, uden at vi har gjort os fortjent til den" (op.cit.).  Jesu oppstandelse - livets seier over død og destruksjon – kan da tolkes som et meget sterkt, billedlig uttrykk for at noe må dø for at noe nytt skal vokse. "Livet selv" er livets mening.